slut

jeg har aldrig troet, at jeg var typen, der skulle sige det her.
men jeg skal virkelig ikke røre nogle drenge med en ildtang i et stykke tid.
jeg skal ikke kysse.
jeg skal ikke knalde.
jeg skal ikke søge kærlighed, for jeg får den alligevel ikke.
3. gang var bestemt ikke lykkens gang, og jeg sidder endnu engang
tilbage og føler mig værdiløs.

slut med tinderdates. slut med drenge. for nu.
jeg bliver alt for ked af det, og ingen af dem, har været mine tårer værd.

morgenkaffe

mine søndags blues er gone. det kan muligvis have noget med,
det faktum at det ikke længere er søndag at gøre.
det kan også skyldes tinderfyr #2. ja, ham den 30-årige.
kaffen blev ikke til noget, da vores skemaer ikke lige passede.
han er freelancer, og arbejder på mærkelige tidspunkt. eller for sådan en
som mig, der trods min mangel på tro, holder hviledagen hellig er søndag
et mærkeligt tidspunkt.
anyways.

det kan også have noget at gøre med, at 30-årige sagde
at jeg var smuk. noget der aldrig er nogen fyr, der har sagt til mig før.
jeg blev lidt paf, men det gjorde mig glad. han sagde også, at jeg skrev godt,
og pga. hans position i skriveverdenen betyder det egentlig ret meget.
så tillykke til ham. han reddede lidt mine søndags blues.

søndags rysten

jeg er de sidste par uger, hver søndag blevet ramt af en
kæmpe urolighed i kroppen. den giver sig til udtryk ved flygtige tanker,
klumper i halsen, rystende hænder og alt sådan noget.
jeg kan ikke helt finde ud af hvad det er. jeg har en idé om,
at jeg i dette dating-helvede ikke passer helt godt på mig selv.
sidste nyt er, at tinder fyr, som jeg begyndte at synes godt om,
i anden forstand end et like på en dating app, har lavet et mindre forsvindingsnummer
og jeg har ikke hørt fra ham siden tirsdag aften. han havde travlt, sagde han.
måske har han haft det, men øj, den føles altså ikke god.
jeg har været god til ikke at skrive, ej heller tænke for meget over det.
flirtede skamløst med alt og alle i fredags, ligesom jeg i dag har en mindre
kaffedate med en 30-årig.

og nu sidder jeg her. og drikker kaffe. burde skrive opgave, men tankerne kan
vitterlig ikke samle sig om noget. så jeg tyede til regnbuekrigeren, som jeg har
forsømt på det sidste, i håb om at det ville kunne få noget af min søndags rysten ud
af kroppen. det hjælper umiddelbart lidt.

jeg var ved at græde over tinderfyr. men besluttede mig for, at det ville jeg simpelthen ikke.
ligesom jeg simpelthen ikke gider vente. vente på beskeder. nej, sådan skal det fandeme ikke være.
sgu. bandebande. men hvis han alligevel skulle vælge, at svare tilbage på min tirsdags besked,
kan han godt regne med at få et stort fedt spørgsmålstegn kastet efter sig, og et mindre: hvad foregår der  eeeeegentlig?? hvad tænker du? det sagde m. i hvert fald jeg skulle skrive. i stedet for at gå til angreb,
og komme med beskyldninger og hjertekrængen. spring det over, og bare hør ham ad, hvad han egentlig går og tænker.
jeg må indrømme, at jeg også synes, det er pænt imponerende, at man kan gå fra at sige, at man så gerne vil ses igen, til at stikke hoved i busken på den måde.
ej, jeg er altså lidt gal nu, kan jeg mærke. fuck det. fuck ham.

jeg tog hans hånd.
jeg er ikke længere i tvivl.
jeg må satse og såre.

jeg var sammen med en fra min skole, for to uger siden.
vi havde sex, og var fulde. næste dag var ren akavethed,
da han valgte han lukke i som en østers, så det var umuligt
at føre en samtale med ham.
om mandagen valgte han så, at give mig den kolde skulder.
på den virkelig ubehagelige måde, hvor han kiggede mig
i øjnene, og så kiggede væk. ikke så meget som et nik.
det samme skete tirsdag, og jeg gik fra ked af det
til et stort rungende "fuck dig" i mit hovede.

så skrev han. og sagde undskyld, for at hans opførsel.
men han var blevet nervøs, og ikke turde sig hej
(men du tør godt knalde mig, okayokay...?)
jeg endte med at sige, at det var ok, og vi burde
være venner.

fredag kommer så, og han tager med mig, og nogle
fra min klasse i byen. jeg tænker, at det er da hyggeligt
og venlig af ham. hans venner bliver ved med at skrive,
men han svare ikke.
kl. 00.30 er jeg træt og pinlig ædru, så jeg vil hjem. han
følges med mig noget af vejen, til stationen. der stopper han
op og spørger om jeg ikke vil ha' ham med hjem.
jeg forklarer ham, at jeg synes det er en dum idé, da
han jo ikke ligefrem efterlod en god følelse hos mig sidst.
så kigger han på mig. østers i ved. så siger jeg, at jeg ikke aner, hvad
hans deal er. om han synes jeg er sød eller hvad det er der foregår?
han kigger på mig. og siger, at han synes jeg er sød. pludselig
går det op for mig, at han jo har været med mig hele aftenen.
siddet sammen med mine venner. grint af deres jokes, selvom
de ikke var gode. har smilt af alt hvad jeg gjorde og sagde.


han kan lide mig. hvad hvad hvad? hvad så med tinderfyr??
jeg blev ret forvirret, og forklarede ham situationen og hvor meget
det kom bag på mig. men vi tog hjem til mig. og han var der hele lørdagen.
og kom igen om mandagen, og var der hele tirsdagen. han er her. ikke nu.
men han er virkelig til stede. jeg måtte dog erkende overfor ham,
at jeg skulle ud med den anden i aften. han blev mussemusse stille.
sagde ingenting. og jeg begynder at plapre om, noget med at have
investeringer i andre mennesker, og ikke kunne give helt slip på dem,
og jeg jo ikke ved hvad der kommer til at ske. stilhed.
"du må ikke forsvinde fra mig."
det var hvad han sagde. og han sagde det igen senere. ud af det blå.


jeg ved vitterlig ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det.
umiddelbart synes jeg det er sødt, men ikke rigtig mere. han er også
sød. og han får mig til at grine. men det er ikke ruskende fantastisk
og hvis jeg skulle vælge, ville min finger nok pege på en anden.
til trods for at han er der.

nu må vi se. jeg er fortrøstningsfuld, omend jeg er klar over,
at det er en lidt lortet situationen jeg er havnet i. og at jeg vidst
holder ham lidt for nar. han er jo ikke mit første valg. og det ved han,
men han skrev stadig godnat og at han havde haft det dejligt med mig til mig
i nat.

min kvalme har for alvor sat sig i halsen
og jeg overvejer på det kraftigste at pjække
fra skolen. til trods for at vi har gruppearbejde.
ved godt at det er mega dårlig stil, men jeg
er simpelthen så uoplagt i dag.

blå søndag

så. jeg endte med at være sammen med en fra skolen
i fuldskab. det var okay. jeg er okay. jeg er lidt bla.
men det fik mig til at tænke. over alle de indtryk, jeg er
blevet mødt af den seneste tid.
og nu er jeg nede. knude i maven. tiltrods for alt det gode,
som jeg jo ved er der. men usikkerhed fylder for meget for
mig i dag, og jeg har lyst til at græde. sådan spasse helt ud,
hvor man ikke kan få luft, se ud af øjnene eller noget.
jeg er ikke bange for, at det er begyndt at gå dårligt,
hvilket er et kæmpe plus og en stor trøst.
men øv.

jeg kan godt lide tinder fyr. han er altså sød. også
i torsdags, da vi sad i hans seng og snakkede. og aftalte
hvornår vi skulle ses igen. og vi har en aftale. om 10 dage.
det kan jeg nok godt klare, men jeg kan mærke, at jeg har
brug for, at der sker lidt. finde ud af hvilket ben, jeg skal stå på
er vi venner eller er vi ved at lære hinanden at kende?
jeg ved det er totalt irrationelt, at bekymre sig om
efter at ha' mødt hinanden 2 gange. men han sidder
altså godt og grundig fast nu.

måske jeg skulle spørge ham, om jeg må tage hans hånd
næste gang? (note til mig selv: husk håndcreme et par timer inden,
min hud kan sagtens mærke det er vinter).
han kan jo bare sige nej. det prøver jeg at tænke. han kan bare
sige nej.

Beatles har sagt det, så kan jeg vel også. Og han havde plakater
af dem på sin væg, så måske han forstår

jeg har fucking travlt lige nu, men det må vente.
ligesom jeg gjorde.
jeg tog nemlig mig selv i at vente i foregårs, og dagen før det
og dagen før det. vente på beskeder, snapchats, sjove sætninger.
fra ham.
og
nej.
nejnej. sådan skal det ikke være, efter at have mødt en person en gang.
og der er sgu ingen grund til bekymring, for vi SKRIVER jo rent faktisk
sammen hver evigt eneste dag. så jeg måtte lige falde ned.
så jeg downloadede tinder igen, og skrev lidt rundt. det var hyggeligt nok.
ingen der slog ham selvklart, men det var rart, og det har taget noget
af min anspændthed. særligt da jeg så, hvor mange matches jeg fik, efter at havde
opdaget at han var aktiv derinde for en dag siden.

yes. modern day bekræftelse.


og nu skal jeg altså VIRKELIG gå!!

kl. er lidt i otte
og der er en mand nede på gaden
der bliver ved med at råbe "heyååå!"
det er ikke min yndlingsmåde at vågne på,
men tilgengæld er jeg ret vild med at vågne op
til lange beskeder, som man kan læse
flere gange i træk. dét er okay.

i går var min krop fuldstændig ude af sig selv
jeg var skiftende shaky, havde kvalme, træt
og så videre. det eneste jeg kunne gøre var
at grine. og det gjorde mig glad. for 6-7 måneder
siden havde min reaktion uden tvivl været gråd.
sikke langt man kan komme, når man får en
læge med speciale i psykologi, til at fortælle en
hvorfor man gør som man gør.
for så derefter at lade være med at gøre de ting.

det føles som om, at jeg er et balanceret sted i mit
liv. overordnet set er jeg glad, og føler et hvis overskud
og en socialtræng, som jeg ikke har haft i årevis.
jeg nyder det virkelig, hvorfor jeg også husker mig
selv på at stoppe op, og skrive de her tanker ned.

forleden fandt jeg min gamle blog, hvor jeg mobbede
mig selv på det groveste. der var ikke det jeg ikke var.
jeg kunne ikke finde mig selv i det, og der stod kun
sure, tvære og triste ting. det gjorde mig lidt mut til mode.
så nu vil jeg prøve, at efterlade mig flere rare ord.
der efterlader mig glad.

god dag. godt møde.
heldigvis gik snakken uden stop
vi gik en lang tur
lærte hinanden bedre at kende
på den der måde, hvor man begynder at snakke
om ting der rent faktisk betyder noget
sådan virkelig betyder noget

det hele sluttede af på fin manér
midt i nordvest
hvor han spurgte, om vi ikke skulle sørge for
snart at ses igen. det er jeg virkelig glad for
at han sagde.
for nu behøver jeg ikke gå og bekymre mig,
over alt muligt dumt. såsom "sagde jeg noget dumt?"
i kender det. du kender det.

og han sendte mig et nummer
lige da han kom hjem. det er da
en fin start på et bekendtskab.

(for dem der skulle være nysgerrige efter
slibrige detaljer, så holdt vi hverken i hånd
eller kyssede. heldigvis egentlig. det gjorde
det hele meget lettere, og renere. i hvert fald
for nu. til gengæld gav han mig et dejligt kram)

så er der ikke mange timer til
nok omkring 10
til at jeg får sat et levende menneske,
med et sprog på de ord, jeg har brugt hver dag på
at læse, forstå og svare den sidste halvanden uge.
det følelse virkelig som længere tid.

jeg er ikke spændt eller nervøs endnu.
jeg tror ikke, at det vil gå helt op for mig, før jeg
ved præcis hvor og hvornår vi mødes i eftermiddag.
så kommer suget i maven. helt sikkert.

af en eller anden grund vågnede jeg op i morges,
og følte en stor identifikationsfaktor med selena gomez hårde-side.
sådan lidt, ja mand, det hele er sgu fedt, jeg er sgu okay, næh, jeg er faktisk god
ha!

det er jo en lidt dejlig følelse, men jeg frygter den samtidig også lidt.
selvom det er ved at være 5-6 måneder siden, jeg fik det godt, så
er det stadig svært at vænne sig til, at vågne op og være glad.
lykkelig nærmest.

prøver at få, hvad der ligner et liv
stablet på benene igen efter 17 dages
eksamen.
det tegner meget godt. i går var jeg ude
og spise for penge jeg ikke har.
i dag skal jeg ud og være kulturel med min mor
og torsdag.


torsdag skal jeg mødes med tinder fyren
efter at have skrevet hver eneste dag
i snart en uge. så det bliver spændende.

i dag var en god dag.
han skrev det sødeste, der fik mig til at smile.
er spændt. på den gode måde.
er i live. på den gode måde.
på den der måde, hvor jeg bare har det godt
der hvor jeg rent faktisk er. og hvem ved, hvad der sker i morgen
men det venter med at tænke over til i morgen bliver nu

det tror jeg er det bedste.
don't think about it too much siger sangen
jeg lytter til nu. meget passende.

sandheden skal jo frem. det skal den jo.
og sandheden er nu, (og det er det, jeg har været bange for at sige)
engang sådan, at en sød en er mere sød. og skriver
nogle ret fine ting, som får mig til at smile
sender musik der knuger i maven
og har nu inviteret mig ud. kan man vel næsten kalde det.
jeg er næsten bange for at skuffe, men kun næsten.

okay, stryg sidste indlæg

jeg har lige brugt 450 kr på onlineshopping.
ups. hva. panikkede bare
efter at jeg havde væltet et kropsspejl ned over en stol så det smadrede
og at der på en eller anden måde var kommet eddike ud
i hele køkkenet. og jeg var lidt frustreret, fordi at søde-tinder-gut ikke skrev
og endnu mere frustreret over, at jeg var lidt frustreret, over noget så tåbeligt
som søde-tinder-gutter.
gud fredsens.

sådan undgår du at bruge penge:

har eksamensstress, og derfor ligger i fosterstilling i sengen,
når du ikke er i gang med opgaven. hep.

"du bliver nødt til, bare at møde mænd og drikke kaffe med dem.
ikke fordi du skal være deres kæreste - men bare fordi.
du skal lære at møde dem på samme plan, ellers bliver det aldrig et
lige forhold. så start med kaffen, tag den derfra - måske bliver I venner,
måske snakker I aldrig sammen igen, måske - måske bliver I kærester...
men start med kaffen," sagde min psykiater til mig for halvanden måned siden.
og det har virkelig sat sig fat. jeg tror bestemt, at han har fat i noget.

jeg må stoppe med at spinde en forestilling op, for så kan jeg kun blive skuffet
når mænd ikke er det samme sted som mig. men det må tages i et roligt tempo.
samtidig ligger der også - i det han sagde - at jeg altså ikke skal være bange for
at møde nogen. bare tage chancen. det er slet ikke farligt, hvis man ikke ligger
for meget i det. så det prøver jeg, at øve mig i. jeg synes, at det går bedre.

jeg starter med mig selv. drikker en kop kaffe. møder mig der hvor jeg er. ligesom
jeg bør gøre med alle folk jeg møder - møde dem hvor de er, i stedet for at forvente
at de på mirakuløst vis finder hen til mig. måske gør de. måske mødes man på halvvejen.

så blev det alligevel lørdag
og en overskuds én af slagsen
ikke alene formåede jeg at tæske mig igennem TO fitnesshold
så gik jeg også amok i badet med shampoo (okay, det plejer jeg at være
ret god til at huske...), skraber, showergel og jeg skal give dig
brugte derefter 1000 år på at balsamere min krop
med en lækker creme. huh.

jeg bagte, jeg ryddede op
jeg lavede udkast til eksamen
og jeg har hygget mig godt.
men nu er kl. 21.28, og jeg keder mig
SÅ meget.....
....
....

glæder mig til at eksamen er overstået
så jeg kan tage ud en lørdag aften

fuck sagde jeg højt. og sagde, at nu var jeg vred
så jeg ville gå ned og ryge
for det må man godt når man er vred
så sparkede jeg til et træ, stampede i jorden
og 30 minutter senere var den aftale, der ellers havde været skyld i vreden,
i hus.
hurra.

det blev fejret med fredags øl på et bodega
på nørrebro med nogle søde studievenner
det gjorde mig godt og det gjorde mig glad
egentlig var humøret til nogle flere øl
og flere cigaretter. men jeg er kommet til
at lave en fitness aftale i går. og dem aflyser man ikke.
så nu sidder jeg her. i min seng kl. 23

nyt på tinder fronten, hvis det af en eller anden mærkværdig årsag skulle interesse nogen
der er faktisk en der er lidt sød. og sjov. sjov som i grineren. som i at jeg griner højt af
hans skøre formuleringer. han virker også lidt interesseret. har i hvert fald spurgt
om min facebook. og nu tør jeg godt
lege lidt med.

i dag var faktisk en helt ok dag
skar igennem på den hun-er-lidt-for-meget-agtige-måde
i gruppearbejde, men det var nødvendigt. prøver jeg
at bilde mig selv ind.
fuck hvor jeg egentlig har travlt med at bestemme
og få folk til at indse at min idé er den bedste

nåhmen. efter flere dage med konstant opgavearbejde
og så hjem og stene serier, havde jeg brug for
lidt luftforandring.
den lugter af kanelsnegle og plastiktræ - nærmere bestemt
ikea
vi tog derud. spiste softice. så på møbler.
cyklede hjem i regnen. meget regn.

godmorgengodmorgengodmorgen.
vågnede kl. 4 i morges, drak noget af det danskvand
MED CITRUS (jadak) som stod på mit bord

dum idé. endte med at ligge og bøvse
luftbøvser i 30 minutter, og kaste min pude ind i væggen,
fordi at bøvsesymfonien satte hvad der føles som en
Berliner-mur op mellem mig og søvn.

så hvad lærte jeg i dag: drik ikke bruset vand
efter sengetid. og kl. er ikke engang 9 endnu - denne dag
tegner til at være én i videnenstegn!

fik ovenstående emoji tilsendt af bachelor no. 15

vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare

så han fik et peace-tegn med samme grimme grafik retur.

så skrev han, at jeg "så vild dejlig ud".

øhm. okay. tak. hvad svarer man? skrev selvfølgelig bare, at han 

da også så sød ud. hvilket han faktisk gør.

ganske vidst på københavner hipster måden. but still. nu har der ikke 

været svar i over 15 minutter, så ved ikke helt, hvad jeg skal tænke.

nok ingenting... ikke?

syvende januar

I desperation efter bekræftelse i går
downloadede jeg den der nye app tinder.
tænkte jaja. hvad er der at tabe?
ikke rigtig noget viste det sig.
det viste sig også, at 15 nydelige mænd
synes, at jeg så sød ud - ligesom jeg syntes, det samme
om dem.

samtidig afslørede alle mine fine matches
at jeg åbenbart har en type. noget jeg ellers
har haft svært ved helt at finde ud af.
den gennemsnitlige mand er:
- 24-26 år
- skægget
- mørkhåret
- liker politiken på facebook
- og bor i en radius af 6 km

så ved man det!

jeg debatterer lidt med mig selv, om jeg
mon skal skrive til nogle af dem, eller
om jeg skal holde mig på "jeg ser bare lige, hvad det er for noget"
side af tingene.
bare for at beholde en smule værdighed.

den sjette januar

Øv. Øvøvøvøvøvøv. Mega meget ikke fan af denne her dag.
Eksamenforberedelsen gik sløvt. Alle var sløve.
Stemningen var presset og dårlig. Øvøvøv.
Oven i hatten ender jeg i fosterstilling på min seng, med tårer der dribler ned ad
min kind. Fordi jeg endnu engang føler mig ensom.
Det sker jo ind i mellem. Men når det sker for mig,
gør det simpelthen så ondt, at man skulle tro, at jeg
lige havde lavet 1000 mavebøjninger imens en børnehavebarn
havde trampet på mig.

Øv. For ensomhed. For at hungrer efter kærlighed.
For aldrig bare at være tilfreds. Og for aldrig at være
den som får kriller i maven.
Kun afvisninger. Både fra mig. Og fra det andet køn.
Det hjælper heller ikke, når man venter på beskeder der ikke kommer
fra mænd, man godt ved ikke er det værd.
Hvorfor gør jeg det ved mig selv?

Så er vi her igen

Med en ny blog. For tusinde gang. Sådan cirka. Men sagen er den, at jeg længe har haft lyst til, at skrive en masse ting ned. Og udgive dem. Og lade fremmede mennesker forholde sig til dem. Dømme dem. Og alt hvad der hører med. Men uden at mit ansigt og mit navn skulle kobles sammen med det. For det handler ikke nødvendigvis om hvem jeg er.
Nåhmen, nu prøver vi altså det her. En gang til for Prins Knud.