Øv. Øvøvøvøvøvøv. Mega meget ikke fan af denne her dag.
Eksamenforberedelsen gik sløvt. Alle var sløve.
Stemningen var presset og dårlig. Øvøvøv.
Oven i hatten ender jeg i fosterstilling på min seng, med tårer der dribler ned ad
min kind. Fordi jeg endnu engang føler mig ensom.
Det sker jo ind i mellem. Men når det sker for mig,
gør det simpelthen så ondt, at man skulle tro, at jeg
lige havde lavet 1000 mavebøjninger imens en børnehavebarn
havde trampet på mig.
Øv. For ensomhed. For at hungrer efter kærlighed.
For aldrig bare at være tilfreds. Og for aldrig at være
den som får kriller i maven.
Kun afvisninger. Både fra mig. Og fra det andet køn.
Det hjælper heller ikke, når man venter på beskeder der ikke kommer
fra mænd, man godt ved ikke er det værd.
Hvorfor gør jeg det ved mig selv?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar