"du bliver nødt til, bare at møde mænd og drikke kaffe med dem.
ikke fordi du skal være deres kæreste - men bare fordi.
du skal lære at møde dem på samme plan, ellers bliver det aldrig et
lige forhold. så start med kaffen, tag den derfra - måske bliver I venner,
måske snakker I aldrig sammen igen, måske - måske bliver I kærester...
men start med kaffen," sagde min psykiater til mig for halvanden måned siden.
og det har virkelig sat sig fat. jeg tror bestemt, at han har fat i noget.

jeg må stoppe med at spinde en forestilling op, for så kan jeg kun blive skuffet
når mænd ikke er det samme sted som mig. men det må tages i et roligt tempo.
samtidig ligger der også - i det han sagde - at jeg altså ikke skal være bange for
at møde nogen. bare tage chancen. det er slet ikke farligt, hvis man ikke ligger
for meget i det. så det prøver jeg, at øve mig i. jeg synes, at det går bedre.

jeg starter med mig selv. drikker en kop kaffe. møder mig der hvor jeg er. ligesom
jeg bør gøre med alle folk jeg møder - møde dem hvor de er, i stedet for at forvente
at de på mirakuløst vis finder hen til mig. måske gør de. måske mødes man på halvvejen.