blå søndag

så. jeg endte med at være sammen med en fra skolen
i fuldskab. det var okay. jeg er okay. jeg er lidt bla.
men det fik mig til at tænke. over alle de indtryk, jeg er
blevet mødt af den seneste tid.
og nu er jeg nede. knude i maven. tiltrods for alt det gode,
som jeg jo ved er der. men usikkerhed fylder for meget for
mig i dag, og jeg har lyst til at græde. sådan spasse helt ud,
hvor man ikke kan få luft, se ud af øjnene eller noget.
jeg er ikke bange for, at det er begyndt at gå dårligt,
hvilket er et kæmpe plus og en stor trøst.
men øv.

jeg kan godt lide tinder fyr. han er altså sød. også
i torsdags, da vi sad i hans seng og snakkede. og aftalte
hvornår vi skulle ses igen. og vi har en aftale. om 10 dage.
det kan jeg nok godt klare, men jeg kan mærke, at jeg har
brug for, at der sker lidt. finde ud af hvilket ben, jeg skal stå på
er vi venner eller er vi ved at lære hinanden at kende?
jeg ved det er totalt irrationelt, at bekymre sig om
efter at ha' mødt hinanden 2 gange. men han sidder
altså godt og grundig fast nu.

måske jeg skulle spørge ham, om jeg må tage hans hånd
næste gang? (note til mig selv: husk håndcreme et par timer inden,
min hud kan sagtens mærke det er vinter).
han kan jo bare sige nej. det prøver jeg at tænke. han kan bare
sige nej.

Beatles har sagt det, så kan jeg vel også. Og han havde plakater
af dem på sin væg, så måske han forstår