jeg var sammen med en fra min skole, for to uger siden.
vi havde sex, og var fulde. næste dag var ren akavethed,
da han valgte han lukke i som en østers, så det var umuligt
at føre en samtale med ham.
om mandagen valgte han så, at give mig den kolde skulder.
på den virkelig ubehagelige måde, hvor han kiggede mig
i øjnene, og så kiggede væk. ikke så meget som et nik.
det samme skete tirsdag, og jeg gik fra ked af det
til et stort rungende "fuck dig" i mit hovede.

så skrev han. og sagde undskyld, for at hans opførsel.
men han var blevet nervøs, og ikke turde sig hej
(men du tør godt knalde mig, okayokay...?)
jeg endte med at sige, at det var ok, og vi burde
være venner.

fredag kommer så, og han tager med mig, og nogle
fra min klasse i byen. jeg tænker, at det er da hyggeligt
og venlig af ham. hans venner bliver ved med at skrive,
men han svare ikke.
kl. 00.30 er jeg træt og pinlig ædru, så jeg vil hjem. han
følges med mig noget af vejen, til stationen. der stopper han
op og spørger om jeg ikke vil ha' ham med hjem.
jeg forklarer ham, at jeg synes det er en dum idé, da
han jo ikke ligefrem efterlod en god følelse hos mig sidst.
så kigger han på mig. østers i ved. så siger jeg, at jeg ikke aner, hvad
hans deal er. om han synes jeg er sød eller hvad det er der foregår?
han kigger på mig. og siger, at han synes jeg er sød. pludselig
går det op for mig, at han jo har været med mig hele aftenen.
siddet sammen med mine venner. grint af deres jokes, selvom
de ikke var gode. har smilt af alt hvad jeg gjorde og sagde.


han kan lide mig. hvad hvad hvad? hvad så med tinderfyr??
jeg blev ret forvirret, og forklarede ham situationen og hvor meget
det kom bag på mig. men vi tog hjem til mig. og han var der hele lørdagen.
og kom igen om mandagen, og var der hele tirsdagen. han er her. ikke nu.
men han er virkelig til stede. jeg måtte dog erkende overfor ham,
at jeg skulle ud med den anden i aften. han blev mussemusse stille.
sagde ingenting. og jeg begynder at plapre om, noget med at have
investeringer i andre mennesker, og ikke kunne give helt slip på dem,
og jeg jo ikke ved hvad der kommer til at ske. stilhed.
"du må ikke forsvinde fra mig."
det var hvad han sagde. og han sagde det igen senere. ud af det blå.


jeg ved vitterlig ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det.
umiddelbart synes jeg det er sødt, men ikke rigtig mere. han er også
sød. og han får mig til at grine. men det er ikke ruskende fantastisk
og hvis jeg skulle vælge, ville min finger nok pege på en anden.
til trods for at han er der.

nu må vi se. jeg er fortrøstningsfuld, omend jeg er klar over,
at det er en lidt lortet situationen jeg er havnet i. og at jeg vidst
holder ham lidt for nar. han er jo ikke mit første valg. og det ved han,
men han skrev stadig godnat og at han havde haft det dejligt med mig til mig
i nat.