søndags rysten

jeg er de sidste par uger, hver søndag blevet ramt af en
kæmpe urolighed i kroppen. den giver sig til udtryk ved flygtige tanker,
klumper i halsen, rystende hænder og alt sådan noget.
jeg kan ikke helt finde ud af hvad det er. jeg har en idé om,
at jeg i dette dating-helvede ikke passer helt godt på mig selv.
sidste nyt er, at tinder fyr, som jeg begyndte at synes godt om,
i anden forstand end et like på en dating app, har lavet et mindre forsvindingsnummer
og jeg har ikke hørt fra ham siden tirsdag aften. han havde travlt, sagde han.
måske har han haft det, men øj, den føles altså ikke god.
jeg har været god til ikke at skrive, ej heller tænke for meget over det.
flirtede skamløst med alt og alle i fredags, ligesom jeg i dag har en mindre
kaffedate med en 30-årig.

og nu sidder jeg her. og drikker kaffe. burde skrive opgave, men tankerne kan
vitterlig ikke samle sig om noget. så jeg tyede til regnbuekrigeren, som jeg har
forsømt på det sidste, i håb om at det ville kunne få noget af min søndags rysten ud
af kroppen. det hjælper umiddelbart lidt.

jeg var ved at græde over tinderfyr. men besluttede mig for, at det ville jeg simpelthen ikke.
ligesom jeg simpelthen ikke gider vente. vente på beskeder. nej, sådan skal det fandeme ikke være.
sgu. bandebande. men hvis han alligevel skulle vælge, at svare tilbage på min tirsdags besked,
kan han godt regne med at få et stort fedt spørgsmålstegn kastet efter sig, og et mindre: hvad foregår der  eeeeegentlig?? hvad tænker du? det sagde m. i hvert fald jeg skulle skrive. i stedet for at gå til angreb,
og komme med beskyldninger og hjertekrængen. spring det over, og bare hør ham ad, hvad han egentlig går og tænker.
jeg må indrømme, at jeg også synes, det er pænt imponerende, at man kan gå fra at sige, at man så gerne vil ses igen, til at stikke hoved i busken på den måde.
ej, jeg er altså lidt gal nu, kan jeg mærke. fuck det. fuck ham.