slut

jeg har aldrig troet, at jeg var typen, der skulle sige det her.
men jeg skal virkelig ikke røre nogle drenge med en ildtang i et stykke tid.
jeg skal ikke kysse.
jeg skal ikke knalde.
jeg skal ikke søge kærlighed, for jeg får den alligevel ikke.
3. gang var bestemt ikke lykkens gang, og jeg sidder endnu engang
tilbage og føler mig værdiløs.

slut med tinderdates. slut med drenge. for nu.
jeg bliver alt for ked af det, og ingen af dem, har været mine tårer værd.

morgenkaffe

mine søndags blues er gone. det kan muligvis have noget med,
det faktum at det ikke længere er søndag at gøre.
det kan også skyldes tinderfyr #2. ja, ham den 30-årige.
kaffen blev ikke til noget, da vores skemaer ikke lige passede.
han er freelancer, og arbejder på mærkelige tidspunkt. eller for sådan en
som mig, der trods min mangel på tro, holder hviledagen hellig er søndag
et mærkeligt tidspunkt.
anyways.

det kan også have noget at gøre med, at 30-årige sagde
at jeg var smuk. noget der aldrig er nogen fyr, der har sagt til mig før.
jeg blev lidt paf, men det gjorde mig glad. han sagde også, at jeg skrev godt,
og pga. hans position i skriveverdenen betyder det egentlig ret meget.
så tillykke til ham. han reddede lidt mine søndags blues.

søndags rysten

jeg er de sidste par uger, hver søndag blevet ramt af en
kæmpe urolighed i kroppen. den giver sig til udtryk ved flygtige tanker,
klumper i halsen, rystende hænder og alt sådan noget.
jeg kan ikke helt finde ud af hvad det er. jeg har en idé om,
at jeg i dette dating-helvede ikke passer helt godt på mig selv.
sidste nyt er, at tinder fyr, som jeg begyndte at synes godt om,
i anden forstand end et like på en dating app, har lavet et mindre forsvindingsnummer
og jeg har ikke hørt fra ham siden tirsdag aften. han havde travlt, sagde han.
måske har han haft det, men øj, den føles altså ikke god.
jeg har været god til ikke at skrive, ej heller tænke for meget over det.
flirtede skamløst med alt og alle i fredags, ligesom jeg i dag har en mindre
kaffedate med en 30-årig.

og nu sidder jeg her. og drikker kaffe. burde skrive opgave, men tankerne kan
vitterlig ikke samle sig om noget. så jeg tyede til regnbuekrigeren, som jeg har
forsømt på det sidste, i håb om at det ville kunne få noget af min søndags rysten ud
af kroppen. det hjælper umiddelbart lidt.

jeg var ved at græde over tinderfyr. men besluttede mig for, at det ville jeg simpelthen ikke.
ligesom jeg simpelthen ikke gider vente. vente på beskeder. nej, sådan skal det fandeme ikke være.
sgu. bandebande. men hvis han alligevel skulle vælge, at svare tilbage på min tirsdags besked,
kan han godt regne med at få et stort fedt spørgsmålstegn kastet efter sig, og et mindre: hvad foregår der  eeeeegentlig?? hvad tænker du? det sagde m. i hvert fald jeg skulle skrive. i stedet for at gå til angreb,
og komme med beskyldninger og hjertekrængen. spring det over, og bare hør ham ad, hvad han egentlig går og tænker.
jeg må indrømme, at jeg også synes, det er pænt imponerende, at man kan gå fra at sige, at man så gerne vil ses igen, til at stikke hoved i busken på den måde.
ej, jeg er altså lidt gal nu, kan jeg mærke. fuck det. fuck ham.

jeg tog hans hånd.
jeg er ikke længere i tvivl.
jeg må satse og såre.

jeg var sammen med en fra min skole, for to uger siden.
vi havde sex, og var fulde. næste dag var ren akavethed,
da han valgte han lukke i som en østers, så det var umuligt
at føre en samtale med ham.
om mandagen valgte han så, at give mig den kolde skulder.
på den virkelig ubehagelige måde, hvor han kiggede mig
i øjnene, og så kiggede væk. ikke så meget som et nik.
det samme skete tirsdag, og jeg gik fra ked af det
til et stort rungende "fuck dig" i mit hovede.

så skrev han. og sagde undskyld, for at hans opførsel.
men han var blevet nervøs, og ikke turde sig hej
(men du tør godt knalde mig, okayokay...?)
jeg endte med at sige, at det var ok, og vi burde
være venner.

fredag kommer så, og han tager med mig, og nogle
fra min klasse i byen. jeg tænker, at det er da hyggeligt
og venlig af ham. hans venner bliver ved med at skrive,
men han svare ikke.
kl. 00.30 er jeg træt og pinlig ædru, så jeg vil hjem. han
følges med mig noget af vejen, til stationen. der stopper han
op og spørger om jeg ikke vil ha' ham med hjem.
jeg forklarer ham, at jeg synes det er en dum idé, da
han jo ikke ligefrem efterlod en god følelse hos mig sidst.
så kigger han på mig. østers i ved. så siger jeg, at jeg ikke aner, hvad
hans deal er. om han synes jeg er sød eller hvad det er der foregår?
han kigger på mig. og siger, at han synes jeg er sød. pludselig
går det op for mig, at han jo har været med mig hele aftenen.
siddet sammen med mine venner. grint af deres jokes, selvom
de ikke var gode. har smilt af alt hvad jeg gjorde og sagde.


han kan lide mig. hvad hvad hvad? hvad så med tinderfyr??
jeg blev ret forvirret, og forklarede ham situationen og hvor meget
det kom bag på mig. men vi tog hjem til mig. og han var der hele lørdagen.
og kom igen om mandagen, og var der hele tirsdagen. han er her. ikke nu.
men han er virkelig til stede. jeg måtte dog erkende overfor ham,
at jeg skulle ud med den anden i aften. han blev mussemusse stille.
sagde ingenting. og jeg begynder at plapre om, noget med at have
investeringer i andre mennesker, og ikke kunne give helt slip på dem,
og jeg jo ikke ved hvad der kommer til at ske. stilhed.
"du må ikke forsvinde fra mig."
det var hvad han sagde. og han sagde det igen senere. ud af det blå.


jeg ved vitterlig ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det.
umiddelbart synes jeg det er sødt, men ikke rigtig mere. han er også
sød. og han får mig til at grine. men det er ikke ruskende fantastisk
og hvis jeg skulle vælge, ville min finger nok pege på en anden.
til trods for at han er der.

nu må vi se. jeg er fortrøstningsfuld, omend jeg er klar over,
at det er en lidt lortet situationen jeg er havnet i. og at jeg vidst
holder ham lidt for nar. han er jo ikke mit første valg. og det ved han,
men han skrev stadig godnat og at han havde haft det dejligt med mig til mig
i nat.

min kvalme har for alvor sat sig i halsen
og jeg overvejer på det kraftigste at pjække
fra skolen. til trods for at vi har gruppearbejde.
ved godt at det er mega dårlig stil, men jeg
er simpelthen så uoplagt i dag.

blå søndag

så. jeg endte med at være sammen med en fra skolen
i fuldskab. det var okay. jeg er okay. jeg er lidt bla.
men det fik mig til at tænke. over alle de indtryk, jeg er
blevet mødt af den seneste tid.
og nu er jeg nede. knude i maven. tiltrods for alt det gode,
som jeg jo ved er der. men usikkerhed fylder for meget for
mig i dag, og jeg har lyst til at græde. sådan spasse helt ud,
hvor man ikke kan få luft, se ud af øjnene eller noget.
jeg er ikke bange for, at det er begyndt at gå dårligt,
hvilket er et kæmpe plus og en stor trøst.
men øv.

jeg kan godt lide tinder fyr. han er altså sød. også
i torsdags, da vi sad i hans seng og snakkede. og aftalte
hvornår vi skulle ses igen. og vi har en aftale. om 10 dage.
det kan jeg nok godt klare, men jeg kan mærke, at jeg har
brug for, at der sker lidt. finde ud af hvilket ben, jeg skal stå på
er vi venner eller er vi ved at lære hinanden at kende?
jeg ved det er totalt irrationelt, at bekymre sig om
efter at ha' mødt hinanden 2 gange. men han sidder
altså godt og grundig fast nu.

måske jeg skulle spørge ham, om jeg må tage hans hånd
næste gang? (note til mig selv: husk håndcreme et par timer inden,
min hud kan sagtens mærke det er vinter).
han kan jo bare sige nej. det prøver jeg at tænke. han kan bare
sige nej.

Beatles har sagt det, så kan jeg vel også. Og han havde plakater
af dem på sin væg, så måske han forstår